Norseman triatlon 2016 beretning

En laaaaaaang beretning fra deltagelse i Norseman Xtreme Triathlon 2016, hvor jeg ikke sov inden start, tabte cykelhjul og sluttede på toppen af bjerget til min sorte t-shirt nummer to. Hurra!

Ingen søvn
For første gang lykkedes det mig slet ikke, at sove inden et stævne. Så da jeg stod op kl 2:10 havde jeg ingen problemer med, at få søvnen ud af øjnene.

Da vi ankom til T1 til cykelcheckin blev jeg afvist. Mine cykellygter, som var gode nok til Norseman Xtreme Triathlon i 2014, blev kasseret. Ikke lys nok. Min hjælper Klaus blev sendt af sted efter et par ekstra cykellygter, som også var købt til Norseman 2014, men der aldrig kom ud af boksen.

Imens jeg venter på nye lygter kommer jeg i tanke om, at jeg glemt de seks tatoveringer, som man i år skulle iføre sig (to på dragt fire på kroppen). Da jeg konstaterede, at jeg manglede mine tatoveringer løb jeg også fra T1… med min cyklen over stok og sten ud til den parkerede bil (energibrug inden start af stævnet. Hulk!).

Norseman 2016 video – Ain’t No Mountain High Enough

Jeg er synlig to gange i denne officielle video fra Norseman Extreme Triathlon 2016

Brugen af tatoveringer er dumt. I vandet har jeg våddragt på, så de ikke kan ses og på land har jeg til Norseman Xtreme Triathlon løse ærmer på armene og knævarmere på benene, så tatoveringerne kan på intet tidspunkt ses. Derudover har vi et atletarmbånd på under hele stævnet, på begge sider af badehætten står vores nummer, på cyklen er der et nummer, der er nummer på cykelhjælmen og der blev skrevet mit nummer på hånden med tusch!

Dette er så udover, at vi har chip på under hele stævnet og fra T1 også en tung GPS-sender. GPS-sender er placeret i nummerbælte, som vi også skal have på hele dagen fra T1 til mål. Det nummer er så dumt af en anden årsag. Når man skal have nummeret på på cykeldelen, så er nummeret hele tiden i vejen for, at komme til mine lommer i trøjen, hvor jeg har min mad (og brugt emballage) og da det altid regner i Norge er mit nummer gået i stykker begge gange jeg har deltaget i Norseman Xtreme Triathlon.

Retur i T1 blev også den nye forlygte afvist… og vi fik udleveret en lygte af Norseman-crewet. Men vi brugte meget lang tid på, at få den monteret på cyklen. Tid jeg havde planlagt at bruge på færgen til at spise min morgenmad og slappe af inden toiletkø.

Da jeg kom ombord på færgen så jeg, at den var mindre end færgen i 2014. Men jeg fik spist min morgenmad og ro og mag. Jeg havde fundet siddeplads tættest på toiletterne, men køen voksede sig stor allerede imens jeg spiste og jeg måtte konstatere, at jeg var nødsaget til, at stille mig i kø længe før jeg i forvejen havde frygtet.

Inden jeg kom på toilet, var køen blevet så lang, at den gik fra toiletterne i den ene side, ud til spidsen og lige så lang ned i den anden side! Vi stod altså på benene omkring en time inden stævnet begyndte. Det er dårligt for benene.. og ikke spor afslappende.

Svømningen
At svømme i Hardangerfjorden kl 4:45 – 6:30 bliver næppe varmt og det var da også koldt med 13-14 grader; men endnu værre end kulden i år var det, at der var ”store” bølger. Jeg svømmede ”godt” til trods for vejet. Det har hjulet på min svømning, at jeg har svømmetrænet mere henover vinteren og 180 km de seneste tre måneder samlet. Desværre fik jeg et par gange fik jeg dog nogle mindre kramper i benene. Øv!

Med en svømmetid på 1:16:42 blev det min langsommste svømning nogensinde iført våddragt, og 10-11 minutter langsommere end jeg havde forventet.

T1
At indføre sig kropsnært tøj når man er våd og kold er sin sag; men vi klarede det hele uden de store problemer. Ud af T1 kunne jeg dog konstaterede, at det bælte med den 120 gram tunge GPS-tracker der i år skulle bæres hele vejen fra T1 til mål var så tung, at jeg måtte stoppe og stramme bæltet endnu mere inden, jeg kom på cyklen.

Her fik jeg et hurtigt glimt af Anne Grethe og Michael, der bor i Norge. At se dem gav humøret et stort opsving, det skulle nok blive en god dag.

Cyklingen
Den var straks galt, da jeg kom på cyklen. Den var alt for tung. Jeg troede jeg havde punkteret. Så jeg hoppede af cyklen og mærkede efter. Nej, massere luft i dækket, op på cyklen igen.

Jeg trillede lidt og kiggede efter om gearet var før høj. Nej. Men jeg måtte af igen noget var galt. Rammer bremseklodserne på? Nej. Hen til en official/vejviser. For ham til at kigge. Han kunne heller ikke se, at der var noget galt, så jeg måtte på cyklen igen igen.

Endnu 20 meter fremme (omkring parkeringspladsen ved Joker) opgav jeg. Jeg kunne ikke cykle på denne cykel. Jeg gik tilbage imod T1 kiggende efter nogen der lignede at de ikke kun var vejvisere men også indvolteret i løbets afvikling og især med mekanikerfaring.

“The athletes took to the mountains posthaste, climbing out of the valley and into the clouds to cross Hardangervidda in some of the most intense and challenging weather ever seen on Norseman. Thick gusty fog, biting rain and 5˚C

See more at: http://nxtri.com/wet-wet-cold/

Jeg så Klaus fra mit crew ved supportbilen og løb over til ham. Vi kiggede det hele igennem sammen og vi konstaterede efter lidt anden fejlfinding af hjulet, at der var stor slør. Da Klaus pillede hjulet af faldt en ”metaldims” ned. De nitter, der skal holde metallet fast på cykelrammen var forsvundet! Vi forsøgte med et par strips; men de kunne ikke strammes nok til, at kunne holde hjulet i sin position.. ikke engang uden belastning af vægt og rystelser.

Jeg fik sendt Anne Birgitte af sted efter en official – gerne mekaniker – imens blev vi enige om, at jeg ikke kunne cykle på cyklen. Jeg sagde, at racet da ikke kunne ende her (måske 300 meter fra T1).

Efter evigheder kom Anne Birgitte retur med Michael! Det var ikke lykkedes, at få fat i noget fra Norseman-Crewet; men Michael havde tilfældigvis hørt nødråbet og løb med Anne Birgitte ud til mig. Uden, at vide at det var mig, der havde problemerne.

Cykelskift
Michael havde nok ikke det, som skulle bruges til, at jeg kunne fortsætte på cyklen; men Anne Grethe (som var fulgt med Michael og Anne Birgitte) sagde at vi jo var samme højde, så jeg kunne jo bruge Michaels cykel. – Michael blev sendt af sted efter cyklen, jeg løb hen til en vejviser som fik spurgt Race Marchals om jeg måtte skifte cykel. Det fik jeg lov til!

Da Michael kom med cyklen fik vi skifter pedaler, hjul og cykeltaske. Samt en konstatering om, at sadlen var for lav førte til, at sadlen kom en smule op og så af sted med mig. Ingen finjustering af sadelhøjde.

Lånt cykel til Norseman Xtreme Triathlon 2016
Lånt cykel til Norseman Xtreme Triathlon 2016

Jeg har ikke cyklet på racercykel i 2,5 år og aldrig brugt en racercykel til triatlon. Meget hurtigt blev jeg øm i numsen af, at sidde oprejst på cyklen (der ingen frempinde/bøjle har til, at lægge armene på).

Jeg overhalede mange op af det første bjerg. 40, 50, 60? Men jeg sad ikke godt på cyklen.

Da det flader lidt ud på nogle stykker af bjerget blev jeg overhalet igen af andre triatleter, der kunne ligge i deres bøjle.

Regnvejr på cykelruten
Oppe på Hardangervidda var der meget blæst og lavt hængende skyer. Jeg blev kold, skønt jeg havde tre lag på overkroppen. Jeg fik også spist og drukket al manden på cyklen og cyklet over 45 km på to timer inden min supportbil kom frem. Inden da havde jeg grædt længe over den manglede support. Jeg havde set andre triatleter få hjælp kort efter 20 km og flere havde fået hjælp mere end én gang.

Jeg blev så kold, at jeg havde svært ved, at bremse.

Da mit team holdt ind stoppede jeg op og gav besked om, at jeg manglede alt. Gav dem cyklen, fortalte jeg frøs og løb om på siden af bilen for, at finde hue og handsker frem, der var beregnet til brug på Gaustatoppen.

Jeg drak min varme kakao, fik en vindvest på (lag 4). For at få den på skulle jeg også havde min refleksvest af – og på igen yderst. Næste gang jeg så min support råbte jeg, at jeg skulle havde regnoverslaget på (lag 5). En race marchal så, at jeg tog regnoverslaget udover refleksvesten. Det måtte jeg ikke, så af med regnoverslag, af med refleksvest og på med begge dele igen i modsatte rækkefælge.

Da den lånte cykel ikke passede til mig begyndte mine mine arme at sove og med regn og kulde blev det endnu værre. Jeg brugte meget af dagen på, at cykle med én arm på styret imens jeg lavede bevægelser i den anden arm for, at få blodomløb og varme i armen.

De første to-tre gange jeg så mit supportteam havde jeg lyst til, at stoppe; med ved 80 km besluttede jeg, at jeg skulle gennemføre cyklingen. Jeg havde lånt en cykel og den kørte, så jeg skyldte, at cykle de 180 km. på trods af kulde, endnu fire hårde bjerge samt smerterne.

Op af stigninger (heraf i alt fem kategoriseret som bjerge over 1000 meters højde) overhalede jeg de andre; men på flad vej og nedkørsler overhalede de mig igen.

På nedkørslen fra Imingfjell tænkte jeg konstant, at det er livsfarligt. Vejen er i så elendig stand med en masse store og små huller og farten så stor, at jeg ikke kan nå og se og udvige hullerne. En gang eller tog røg min ene hånd helt af styret og igen og igen blev hænderne slået så løs, at jeg måtte flytte dem retur på styret.

Mine ben smertede ulideligt på nedkørslen imod T2 i Austbygda (190 meter over havet) ved Tinnsjøen. Resten af kroppen gjorde nok også ondt. Jeg fik tømt al mad og drikke fra cyklen igen inden, jeg nåede ned til T2.

T2
I T2 skulle jeg havde de våde strømper af og nye tørre løberstrømer på; men sokkerne var væk. I stedet fandt mit supportteam tre par bomuldstrømer til mig i to omgange. Bomuld hører ikke til i sport! Så det kostede lang tid og jeg måtte havde de våde strømper på igen, efter jeg pressede noget vand ud af dem.

Der er så mange atleter og så mange opgaver, der skal klares for supportteamet, herunder nedpakning af alt cykeludstyret samt spænde cyklen fast på bilen, så os atleter kan komme til, at løbe langt ud fra T2 inden, supporten kommer frem igen.

Jeg løb de første 6 km inden mit team nåede frem til mig med mit første mad. Jeg havde løbet ud af T1 uden, at tage anden mad end en kop varm vand (mit sidste brev varm kakao var forsvundet) samt to stykker vandmelon fra den første løbsdepot.

De første 25 km løb gik rimeligt. Jeg fik dog først smidt min cykeltrøje og kort efter også min triatlontop og skiftet til en tør t-shirt. Men jeg måtte også en tur i skoven med bukserne om hælene efter, at jeg blev nægtet, at låne et toilet på en turistbus, der holdt langs vejen. – Husk toiletpapir og lommetørklæder til såvel atlet samt supportere.

Fra 25 km / Zombie Hill
Ved folden af Gaustatoppen var vi løbet 25 km og der en et tjek-ind med depot nummer to. Her var jeg nummer 125, jeg tog lidt vandmelon og saltfisk i depotet inden jeg begyndte den sidste 17 km lange opstigning.

På Zombie Hill stoppede jeg løbet og gik til. Jeg og mit team fik overhalet så mange, at da jeg ved 32.5 km cutoff var nummer 119. De 160 må fortsætte til bjergets top.

Skønt mine store fødder er til en stor hindring de sidste 4 km til toppen af bjerget med de mange løse sten, så fik jeg overhalet lidt (og selv overhalet) så jeg endte som nummer 111 i mål ved caféen, hvor Michael og Anne Grethe i lang tid havde ventet på mig. Så de fik en stor krammer hver. – Uden lån af Michael cykel havde alt været tabt.

Mit officielle team fik også hver en krammer. Jeg havde slet ikke været overbevist om, at jeg kunne komme på toppen i år.

Support team
Man kan ikke gennemføre Norseman Xtreme Triathlon uden et support team (jeg anbefaler to eller tre personer). I år havde jeg så også brug for mine to venner, som var tilstede som heppende tilskuere, da min cykel gik i stykker i Eidfjord.

Mine fire supportere i 2016
Mine fire supportere i 2016

Jeg kan aldrig takke mine fire supportere nok for deres hjælp. Det var aldrig lykkedes uden jer.

Anne Birgitte
Klaus
Michael
Anne Grethe

Another epic Norseman day new